Ændre tekststørrelse :
Forminsk tekst Normal tekst Forstør tekst
18. marts 2022

Sidste spil afgjorde danskeropgør i Vanderbilt

 

Gupta, som har Morten Bilde, Andreas Plejdrup Meister og Emil Jepsen i startopstillingen, trak det længste strå i danskeropgøret i kvartfinalen i den prestigefyldte amerikanske Vanderbiltturnering. Fredag morgen dansk tid vandt Gupta over Lebowitz, der har Dennis Bilde som stjerneangriber.

Danskermødet blev en sand neglebider med flere danskere i fokus. Med tre spil tilbage førte Gupta 127-117. I tredjesidste spil begik Andreas Plejdrup Meister en stor fejl i modspillet, så Dennis Bilde vandt 4 spar og bragte Lebowitz foran 129-127. Lebowitz' forspring blev udbygget i næstsidste spil, da Dennis Bilde vandt 2 hjerter, som gik ned ved det andet bord. Inden sidste spil var stilllingen 135-127 til Lebowitz. Kontrakten var 3ut ved begge borde, som så ud til at kunne vinde. Det gjorde den da også med Andreas Plejdrup Meister ved roret, mens amerikanske Zach Grossack gik ned. Tilsyneladende glemte Grossack at falde fra på det rigtige tidspunkt. Dermed blev Andreas Plejdrup Meister alligevel dagens helt for Gupta.

Du kan finde alle spillene i BBO's vugrapharkiv her.

Sejren betyder, at Gupta skal møde Moss i semifinalen. Gupta består af: Vinita Gupta (sponsor), Simon P. Cope, Morten Bilde, Andreas Plejdrup Meister og Emil Jepsen. Moss er Syvia Moss, Roger Lee, Alfredo Versace, Antonio Sementa, Jacek Kalita og Michal Nowosadzki. Kampen spilles fredag aften fra kl. 20 dansk tid og sendes på BBO. Du finder BBO her. I den anden semifinale mødes Rosenthal og Spector, hvor førstnævnte blandt andre har norske Boye Brogeland på holdet. 

Guptas sejr over Lebowitz var en overraskelse, og dem har der været mange af i årets Vanderbilt. De fire topseede hold er således alle slået ud. Den oprindelige seedning for de fire hold, som spiller semifinale, er: Gupta (30), Moss (7), Rosenthal (8) og Spector (5).

Vanderbilt Trophy er blevet spillet siden 1928 og er en af verdens fornemste turneringer. Vinderlisten er en stjernegalleri over bridgehistoriens største navne. Du kan se alle vinderne her. Årets turnering spilles i Reno i Nevada, og du kan følge resultaterne her. Turneringen slutter med finale lørdag og søndag den 19.-20. marts. De sidste kort bliver dog først spillet mandag morgen dansk tid.